Fodring af vildkatte - et indlæg

De fleste mennesker bliver bløde om hjertet når de ser en lille sulten og forhutlet vildkat. Det pirrer vores omsorgsgen og det er svært at lade fornuften sejre. Vi begynder derfor at fodre katten. Katten bliver hurtigt til mange, 8 stk. pr. 1 stk. hunkat i gennemsnit om året - så har vi balladen. Når der er mange katte i et område er sandsynligheden for at, et katteliv bliver til et hundeliv stort. Katte aids, kronisk øjenbetændelse etc. bliver mange af disse kattes skæbne. Derudover tiltrækker maden rotter, det er en skrøne, at katte kan holde rotter fra døren, ofte skal der faktisk gang i rottebekæmpelse efterfølgende. Her på Vralden bliver vildkattene også fodret - så langt så godt ! I det øjeblik man vælger at fodre påtager man sig et ansvar mange glemmer dog, at det ansvar også indebærer ansvaret for et godt katteliv. For at få et godt katteliv skal bestanden holdes nede, det er den eneste måde at forebygge sygdomme på. Rottebekæmpelse er også en del af ansvaret. Så der er altså nogle kriterier for hvad en fornuftig og omsorgsfuld fodring skal indeholde. Hvordan kan vi som forening skabe ordentlige forhold for vore vildkatte?
Hvordan kan den enkelte haveejer medvirke til en human behandling af vildkattene?
Sidste år fangede kattefængeren 5 katte herude. En havde katte aids, en havde øjenbetændelse, en tredje var med killinger for anden gang i denne sæson og en var øremærket (den kom hjem til sin ejermand). Så vi har et reelt problem vi bør tage seriøst.
Mit forslag:
Når man vil fodre laves der fodringskontrakt med kommunens kattefænger. Det betyder man forpligter sig til at fodre samme tidspunkt hvergang HELE ÅRET RUNDT og fjerner foderet igen efter højst en time. At man henvender sig til kattefængeren og får de nuværende og efterfølgende katte neutraliseret. Det er ikke alle kommuner der er tilsluttet sådan en ordning men ellers kunne alternativet være selv, at betale for neutraliseringen, eller haveforeningen dækker den udgift.
Med venlig hilsen Jonna - en sand dyreven - Have 52