§ 1 Foreningens formål er:
- at fremme fælles interesser for sine medlemmer i alle forhold vedrørende havebrug.
- at administrere og vedligeholde de af Struer Kommune til foreningen udlejede arealer i overensstemmelse med de mellem foreningen og kommunen gældende kontrakter.
- at hindre spekulation med arealer og bebyggelser.
- at fremskaffe jord til haver på billigst mulige vilkår.
§ 2 Det lejede areal kan alene anvendes til fritidshaver, fællesareal og fælleshus.
Grundplanen (bilag 1) for området kan kun ændres efter forudgående aftale med Struer Kommune.
Havelodderne kan ikke selvstændigt matrikuleres.
§ 3 Medlemmer er alle, der lejer en have.
En have kan først udlejes til andre end personer med fast adresse i Struer Kommune, når den har været udbudt i 2 måneder.
Et medlem/husstand må max. råde over 1 have. Man må ikke overlade brugen af haveloddet til andre.
Alle kan optages som passive medlemmer.
§ 4 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Foreningens daglige ledelse forestås af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse, der består af en formand, en kasserer samt 3 bestyrelsesmedlemmer. Der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen samt 2 revisorer. Alle valg gælder for 2 år. Samme medlemskab kan ikke samtidig bestride mere end en tillidspost i foreningen.
Formanden og kassereren vælges direkte af generalforsamlingen og kan ikke afgå samtidig. Genvalg kan finde sted.
Foreningen tegnes af formand og kasserer, i særlige tilfælde formand og to bestyrelsesmedlemmer eller kasserer og to bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsens honorar til dækning af omkostninger fastsættes af generalforsamlingen.
§ 5 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år den første lørdag i april måned. I tilfælde af sammenfald med påske kan generalforsamlingen rykkes til lørdagen før eller efter.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen mener, det er nødvendigt, eller det skriftligt til bestyrelsen forlanges af mindst 20 medlemmer med angivelse af forhandlingsemne.
Ordinær generalforsamling indvarsles af bestyrelsen med 4 ugers varsel, ekstraordinær generalforsamling med 14 dages varsel.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest ugedagen før generalforsamlingens afholdelse.
Ved generalforsamlingen har hvert medlemskab ved personlig fremmøde 1 stemme.
Generalforsamlingen vælger dirigenten, og den er beslutningsdygtig, når den er lovlig indvarslet, uanset antallet af fremmødte.
I øvrigt tages beslutningerne efter almindelig stemmeflerhed.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- Valg af referent.
- Valg af stemmetællere.
- Formandens beretning.
- Regnskaber ved kassereren.
- Budget og gebyrer.
- Indkomne forslag.
- Valg af formand/kasserer.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
- Valg af revisorer og suppleanter.
- Valg af vurderingsudvalg. (§ 10-udvalget).
- Eventuelt.
§ 6 For så vidt der er haver til rådighed, udlejer foreningen disse på følgende betingelser.
- at ansøgeren har postadresse udenfor havekolonien.
- at vedkommende ikke under et tidligere medlemskab har overtrådt sine forpligtelser.
Såfremt ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, kan bestyrelsen nægte medlemskab. Meddeles der afslag på medlemskab, skal afslaget ledsages af en begrundelse.
§ 7 Ansøgeren forpligter sig ved sin underskrift til at overholde:
- lejekontraktens bestemmelser.
- den med Struer Kommune indgåede lejekontrakt.
- haveforeningens vedtægter og ordensreglement.
§ 8 Påtaler, klager og anker:
Husvurderinger og påtaler fra § 10 udvalget kan ankes til bestyrelsen, hvilket skal ske inden 8 dage.
Enhver klage til bestyrelsen skal være skriftlig med angivelse af navn og havenummer.
§ 9 Der må ikke etableres virksomhed på havelodderne, ligesom husdyrhold ikke er tilladt.
§ 10 Til vejledning for bestyrelsen vælges et stående udvalg bestående af et medlem udpeget af bestyrelsen samt 4 medlemmer af foreningen, valgt af den ordinære generalforsamling. Der vælges 2 medlemmer og en suppleant hvert år.
Udvalget håndterer som de første situationer, hvor ordensregler ikke overholdes.
Hvis dialog ikke fungerer, kan spørgsmålet overdrages til bestyrelsen.
Udvalget afgiver indstilling til bestyrelsen om byggetilladelser og vurdering af haver.
§ 11 Fra et medlems side kan lejeaftalen med 3 måneders varsel bringes til ophør til 1/1, 1/4, 1/7 eller 1/10.
Medlemmerne hæfter solidarisk for foreningens gældsforpligtelser, således som disse til enhver tid fremgår af foreningens regnskab.
Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af lejeaftalen, såfremt lejen eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, og medlemmet ikke har betalt restancen senest 14 dage efter skriftligt påkrav med angivelse af, at lejemålet kan ophæves, hvis lejerestance m.m. ikke betales inden udløbet af den angivne frist.
Indbetalinger til foreningen anvendes først til afvikling af medlemmets gæld til foreningen, dernæst til betaling af leje.
Medlemmet har 4 uger efter opsigelse/ophævelse af lejemål til at fjerne eller afhænde sin bebyggelse.
Såfremt bebyggelsen ikke kan afhændes i henhold til vurderingen, er bestyrelsen berettiget til at afhænde bebyggelsen bedst muligt, evt. ved auktion.
Ved afregning til medlemmet kan bestyrelsen fratrække enhver udgift forbundet med opsigelsen og afhændelsen, herunder advokatomkostninger, retsgebyrer, lejerestancer m.m.
§ 12 Foreningens opløsning. Til foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af medlemmerne er mødt til en generalforsamling, og at 2/3 af de afgivne stemmer går ind herfor. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivne stemmer har stemt for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.
Der udpeges to likvidatorer.
Evt. formue ved likvidationens afslutning udbetales til de medlemmer, der er registreret som aktive medlemmer på dette tidspunkt.
Foreningen kan ikke opløses, så længe lejekontrakten med Struer kommune er i kraft, medmindre anden aftale indgås med kommunen.
§ 13 Ændringer af vedtægter og ordensregler er først gældende, når de er godkendt af Struer Kommune.