Velkomst på bestyrelsens vegne.
Først status/statistik: Vi har sidste år haft 24 handeler. Det er nogenlunde som det har været det sidste par år. Vi har i øjeblikket 2 huse til salg. Velkommen til nye medlemmer, jeg håber, nogen har fundet vej hertil i dag.
Vi har fået 25 nye medlemmer. Højeste nummer er i øjeblikket 1562 – det laveste 262, så der er mange og store huller Men der forsvinder også medlemmer. Vi sletter passive medlemskaber, hvis de ikke betaler kontingent inden den fastsatte tidsfrist. Medlemstallet er i øjeblikket 252.
Vraldhal var udlejet 25 dage – nogle gange foreningsrelateret, eller til institutioner, som vi traditionelt har udlånt til. Vinterlukning havde vi omtrent fra midt november til midt marts - afhængigt af vejr og efterspørgsel! Men vores mulighed for at udvide sæsonen er efter anskaffelse af vores varmepumpe blevet meget forbedret! Vi har dog stadig lukket december, januar og februar.
Bookinger sker ved henvendelse til mig – mail eller SMS. En booking gælder, når der er betalt depositum på 300 kr. Næsten altid betalt straks via Mobil Pay. Man kan jo ved selvsyn finde ud af, hvilke dage, der ledige, ved at orientere sig på hjemmesiden. Vi har i år foreløbig 13 dage booket – plus 8 mere fordelt på 2020 og 2021.
Vi fik fra kommunen besked om, at de kun i ét tilfælde har givet tilladelse til vinterbeboelse med flytning af folkeregisteradresse. Men – der er ikke længere vintre på Vralden, hverken hvad angår vejr – eller aktivitet! Her er stort set altid biler og mennesker!
Der har - højst usædvanligt - været helt stille om vejenes tilstand vinteren over! Vi har aftale med kommunen om, at de høvler - efter vores behov og bestilling! Det koster nogle tusind for pr. gang – vi overdriver derfor ikke. Sidste års tørke, der skadede haverne, var ideel for vejene – bortset fra støv. Da kunne vi klare os med en gang. Vi har p.t. et par gode vejmænd, der har overopsyn med tilstanden og fylder grus i huller. Men når det sætter ind med regn, ved vi af erfaring, at de samme huller, de samme steder kommer igen meget hurtigt. Men vi har stort set altid grus liggende, først og fremmest til brug for vejmændene – men hvis behovet opstår for at få udbedret at hul her og nu, er det tilladt for alle medlemmer at hente og reparere vejene. Hvis det er til privat brug, skal der selvfølgelig betales! Men vær opmærksom på, at vi ikke bare fylder på vejene, så vandet løber ind i haverne. Vi har nu fået fjernet liggende pæle og lavet lidt anden udbedring og på den måde fået klaret de værste steder angående vand i haverne, men ved kraftig regn kan der stadig opstå problemer – har vi set i begyndelsen af marts!
Vi fik sidste år nogle henvendelser fra medlemmer om det materiale, der bruges til at efterfylde huller. Bestyrelsen har forhørt sig et par af de mulige steder – og indtil videre er vi blevet frarådet det, der var opnåeligt. Det viste sig at være både forurenende og bestå af usorteret materiale, der også indeholder små metaldele, der kan forårsage punkteringer. Med andre ord: Vi har ikke fundet den rigtige løsning, modtager gerne tip.
Vi har i indeværende sæson været fri for brande, men den fra 18.04.17 satte sine spor og førte til, at vi til generalforsamlingen sidste år besluttede, at alle skal have en brandforsikring. Vi vil i bestyrelsen gerne have kontrol med, at medlemmerne fulgte påbuddet, der skulle derfor afleveres kopier af brandforsikringer – eller i det mindste den del, der specifikt siger, at der er tegnet en brandforsikring. Vi har til dato modtaget 133. Der er helt klart nogen af de resterende, der heller ikke kan tegnes forsikring for. Men vi have en erklæring om, at der ikke findes asbest på grunden.
Vi har stadig har en del huse med den fatale asbest – som ved brand skal fjernes professionelt, via kostbar og sendrægtig oprydning – også på grunde, der ikke har brandforsikring! Det vil så være kommunens forpligtelse – og helt tilfældigt har vi ved at læse referater fra møder i Teknik og Miljøudvalget fået færten af, at de overvejer at bruge det som argument for at hæve jordlejen – hvis det gentager sig! Noget af det, bestyrelsens overvejelser går på, er, om det kan lade sig gøre at tegne en fællesforsikring på oprydningen, som dem uden forsikring skal betale til. Det kunne være vigtigt, at vi klarer os selv!
Containerne er på plads igen! Vores pladsmand, Jesper, har for nylig erklæret, at uvelkomne ting er blevet stadig mere sjældne – men der kan stadig være fejlleverancer! Når vi ikke ser noget til dem, ved jeg, det er fordi Jesper dagligt tilser pladsen og fjerner, hvad der evt. har været der! Tak for den indsats!
Vi modtager ikke bygge- eller miljøaffald. Er man i tvivl om noget angående affald, kan man henvende sig til Jesper - tlf. nr. står på opslagstavlen og på nettet - han administrerer også traileren. Vigtigt: Affald på trailer skal afleveres på Gørtlervej på den kommunale plads!
Vi har ofte et problem efter weekenderne i de to sidste uger i juli. Så hermed en opfordring til, at alle vi, der har adgang til anden mulighed for at klare husholdningsaffald, benytter sig af det! Afhentning af affald er en tung post i vores regnskab, så vi gør, hvad vi kan for strække det mest muligt! Og undlad for alt i verden at smide store ting i de grønne containere på det tidspunkt. Det var faktisk pladsmandens eneste alvorlig klage med hensyn til sidste år!
Selv om vi sidste år ikke havde festudvalg, havde vi flere velbesøgte og vellykkede arrangementer! Der var standerhejsning, Sct. Hansaften med Benny Boysen som festtaler, tændt grill og der kunne købes lækker mad her i Vraldhal. Nogle medlemmer tog senere på sommeren initiativ til at afholde en fest om en helstegt pattegris, hvor der var stor tilslutning – til gengæld var der vist annonceret et par sammenkomster mere, der af forskellige årsager blev aflyst. Desuden var der høstfest, standerstrygning – og hyggeligt samvær om gule ærter. Nu er der et nydannet aktivitetsudvalg, der står i starthullerne med en flok arrangementer – det kommer vi tilbage til senere.
Men der sker umærkeligt ændringer i vores foreningsliv! Alle har travlt med hver sit. Uanset om man er pensionist eller arbejdsramt, har man en stram kalender – og det er sværere at kalde sammen til fælles arbejdsaktiviteter end tidligere. Ved en annonceret oprydningsdag i foråret kom der kun et par stykker – ud over bestyrelsen med påhæng Vi har i derfor med en vis lettelse i år konstateret, at behovet for oprydning ikke er så stort! Jeg kan da lige opfordre til, at man tager en pose med til indsamling af affald, når man alligevel går en tur.
Et par medlemmer, tog sig også på et tidspunkt af at luge petanquebanen. Men det bliver for tungt, når det kommer til at hvile på nogle få! Minigolfbanerne skulle fjernes – et par bestyrelsesmedlemmer + professionel maskinkraft, klarede det. Helt konkret: Vi har erfaret, at hvad der engang kunne klares i fællesskab, efterhånden bliver noget, vi skal betale os fra.
En anden tendens vi i bestyrelsen har konstateret, er at vi i højere grad end tidligere bliver udfordret på reglerne om de enkelte havers indretning og udformning af bebyggelse. Man er kreativ – vi bliver tit konfronteret med ønsker, som er i grænseområdet for, hvad vores regler tillader! Så opfordringen er altid: Læs reglerne, søg byggetilladelse, vis tegninger osv. mens tid er. Tag en snak med §10 om byggeriet. I tide. Det siger sig selv, at det ikke er nogen rar opgave fx at skulle ud og bede nogen om at fjerne et skur, fordi det fx ligger for tæt på skel eller – hvis naboen nu siger, det ikke er generende, skrive i husets historik, at det skal fjernes ved salg eller naboindsigelser. Og - husk at melde byggeri færdigt!
Som et nyt tiltag sidste år inviterede vi sidst på sæsonen til en uformel sammenkomst i Vraldhal for nye haveejere. Ca. en tredjedel af de ny haveejere modtog invitationen. Vi havde en hyggelig - og forhåbentlig oplysende aften. Et tiltag/tilbud, vi agter at gentage!
Men – det skal ikke glemmes, at der er mange, der er i gang, for at få vores forening og område til at fungere. Nogen tager sig af enkelte konkrete opgave som fx at ordne træskilte, andre påtager sig mere permanente ansvar. I flæng kan nævnes græsslåning, daglig vedligehold af vejene, klipning af hegn, tilplantning af plantekummerne. Der er genbrugspladsen, vurdering af huse, der skal sælges, vedligehold af Vraldhal, websider og database, regnskab og andet bestyrelsesarbejde - og festlige arrangementer for alle i foreningen – for at nævne noget af det grundliggende. En stor og varm tak til alle, der deltager i foreningens liv og gør en indsats for at tingene fungerer – eller for at styrke sammenholdet.
Kontortider fortsætter efter samme mønster som sidste år – altså torsdag fra 18.30 til 19.00, minus den torsdag, der er umiddelbar foran månedens sidste søndag, hvor der er kontortid fra 10 til 10.30! Det er et relativt kort tidsrum, en halv time, men det betyder ikke, at man bliver smidt ud, hvis man er på kontoret og det bliver lukketid. Vi tager den tid, der skal til for at give de fremmødte en ordentlig behandling. Men vi har erfaring for, at folk, der har ærinde, kommer tidligt i kontortiden!
Med hensyn til kommunikation i øvrigt – ud over at møde frem i kontortiden: Følg med på vores hjemmeside! Her kommer nyhederne – også påmindelser om regningen, der skal betales, vandaflæsning, evt. møder – og om mere festlige tiltag. Det er vigtigt, at I selv er lidt fremme i skoene, for selv om webmaster gør sig mange anstrengelser for at udsendelserne skal nå frem til alle, er der efterhånden mange filtre, der frasorterer, når mails kommer fra lister. Årsagen kan ligge både i jeres egne filtre – og i mailservernes!
Finder man ud af, at man er blevet snydt – er det med at henvende sig! Men to datoer er tilbagevende: Sidste frist for betaling og regning og aflæsning af vandmåler.
Et nyt tiltag der bliver er kalender, så man hurtigt kan få overblik over aktiviteter!
Og så er der opbrud i bestyrelsen, idet Ole Maach ikke længere kan være bestyrelsesmedlem, da han og Karen Margrete ikke længere har hus her på Vralden! Det er synd for ham – og synd for os. Men på egne og den øvrige bestyrelses vegne: Tak for den store indsats, du har gjort. Du er af natur en travl og hårdtarbejdende mand – let at tilkalde og effektiv i din tilgang til - og så må jeg ikke sige problemerne, men - opgaverne! Vi vil ønske jer god vind fremover. Og der er ikke noget, der tyder på, at dine arbejdsopgaver bliver færre af den grund, men skulle du få for meget tid, er jeg sikker på, at vi kan finde et hus igen!
Jeg vil ønske jer/os alle en god sommer! Vel mødt tilstanderhejsning!