Udkast til deklaration for kolonihaveforeningen "Fjordglimt".
§ 1. Område
Området udgør et ca. 12 ha. stort areal, matrikel nr. 12mo Struer, på Vralden Odde.
§ 2. Områdets anvendelse
Området forbeholdes til kolonihaver. De enkelte havelodder og bebyggelser herpå, må ikke under nogen form anvendes til erhvervsformål. Derudover kan de enkelte havelodder ikke selvstændigt matrikuleres. Kolonihaverne er varige på denne placering.
§ 3. Haveloddernes benyttelse
På havelodderne må kun opføres kolonihavehuse til medlemmer af haveforeningen ”Fjordglimt”. På
hvert lod må kun opføres et enkelt kolonihavehus, ét udhus og ét drivhus. Kolonihavehuset må kun benyttes til beboelse i perioden 1. april til 30. oktober. Derudover må kolonihavehuset anvendes til weekendophold og i forbindelse med helligdage og ferier. Bygningerne må ikke udlejes.
§ 4. Bebyggelsens udstrækning og udformning
Der må på hvert havelod opføres ét kolonihavehus, ét udhus og ét drivhus.
Kolonihavehuset må kun udføres i én etage, uden udnyttet tagetage. Det bebyggede areal må aldrig overstige 45 m2. Til det bebyggede areal medregnes overdækkede terrasser, men ikke udhuse og drivhuse. Indenfor området skal alle bygninger opføres parallelt med eller vinkelret på haveloddens begrænsning.
Kolonihavehuset skal placeres min. 2,5 m fra hækmidte. Ingen bygninger må have en større facadehøjde end 2,7 m, målt fra naturligt terræn til skæringen mellem facaden og tagfladens overside. Bygningens maksimale højde, målt fra naturligt terræn til tagryg, må ikke overstige 4,0 m.
Udhuset må maks. være 10 m2 og skal placeres min. 1,5 m fra hækmidte. Bygningen må maks. have en højde på 3 m.
Drivhuset må maks. være 20 m2 og skal placeres min. 1,5 m fra hækmidte. Bygningen må have en maks. højde på 3,5 m, og der kan tillades en brystningshøjde på op til 0,8 m. Drivhuset skal udføres i transparente materialer, dog kan brystningen udføres i andre materialer. Tagtypen skal være saddeltag eller kegleformet.
Raftehegn eller lignende hegn må kun anvendes indenfor selve haveloddet. Hegn må mod nabo og genbo kun etableres som levende hegn og hækplantningen sker efter bestyrelsens retningslinjer. Træer og større beplantninger må ikke sættes nærmere hækmidte end 1,50 m. Kolonihaveforeningen påser at byggeriets udformning og ydre fremtræden bidrager til en god helhedsvirkning.
§ 5. Afløbsforhold, renovation mv
Vandforsyning til alle haver er etableret med individuelle vandmålere koblet til en fælles hovedvandmåler. Kolonhaveforeningen forestår den fælles afregning for vand. Området er kloakeret. Hvis der opføres kolonihavehuse til overnatning, skal der være etableret spildevandsafløb og vandkloset tilsluttet det fælles kloaksystem inden huset tages i brug til overnatning.
Haveaffald anbringes i containere og bortskaffes af kolonihaveforeningen. Øvrigt affald sorteres og anbringes i det fælleskommunale affaldsanlæg på foreningens område.
§ 6. Parkering
Køretøjer skal henstilles til mindst mulig gene for naboer. Af hensyn til udrykningskørsel og lignende skal parkering altid ske i højre side i indkørselsretningen i området. Lejerne af de enkelte haver kan oprette parkeringsplads i egen have efter godkendelse fra foreningen. Campingvogne og lignende må ikke anbringes i området og må ikke anvendes til beboelse.
§ 7. Deklarationens overholdelse
Før noget byggeri påbegyndes skal kolonihaveforeningen meddele tilladelse og sikre at
bestemmelserne i nærværende deklaration, bygningsreglementet og kolonihaveloven er overholdt.
Ligeledes udsteder kolonihaveforeningen ibrugtagningstilladelse efter godkendelse af det færdige
byggeri.
§ 8. Påtaleret
Struer Kommune har påtaleret i forhold til nærværende deklaration.
§ 9. Dispensationer fra og ændringer i deklarationen
Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af deklarationens bestemmelser under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved deklarationen.
§ 10. Tinglysning
Denne deklaration, der tinglyses forud for al pantegæld på ejendommen matrikel. nr. 12mo, Struer,
må ikke slettes af tingbogen uden samtykke fra Struer Kommune.